Foredrag – Annulleringer på 1864 udgaven

På klubmødet den 22. september får vi besøg af Philip Rasmussen fra Nyborg Filatelist-Klub. Philip holder foredrag om annulleringer på 1864 udgaven, og medbringer materiale fra hans flotte samling.

Philip udstillede 1864 – UDGAVEN på klubudstillingen Fyn2020 i Ringe. Her er lidt om hvad det handler om fra hans forside af eksponatet:

ANNULLERINGER PÅ 1864 – UDGAVEN

– EN MANGFOLDIGHED AF STEMPLER

Søndag den 19. januar 1986 kl. 13.30 blev starten på min samling “1864-udgaven”. Vel at mærke på byttedagen afholdt på Hotel Ringe!

Hele historien fylder nu 14 rammer med hver 16 plancher. To rammer til de fem værdiers tryk og takninger mm. , tre rammer til de indenrigs forsendelser, fem rammer til de udenrigs do. og endelig fire rammer til markofilien, altså diverse annulleringer på 1864-udgaven.

POSTHUSENES STEMPELTYPER:

Tag turen gennem det reducerede kongerige Danmark (1864!) og se, hvilken byer, tog og skibe der anvendte NUM (nummerstempler), KOM (kombinerede stempler), ANT (antikvastempler), LAP (lapidarstempler), STU (stumme stempler) eller ESR, STJ 1 og STJ 2 (brevsamlingsstempler i Esrum-, Taarbæk- og Faareveile-typen).  Og så er der enkelte HSK (håndskrevne annulleringer), f.eks. “Tranekær” og “Ringe Landpost” omkr. 1870.

POSTHUSENES STATUS:

Se også, hvilken byer, tog og skibe der havde status som postkontor (pkt), postekspedition (pxp), mindre postekspedition (mpx), jernbanepostekspedition (jpx), brevsamlingssted (brs) eller bureau (bur) samt varigheden heraf.

Ser vi bort fra Islands NUM 236 og NUM 237 samt Færøernes NUM 238. som måtte blive hjemme denne gang, omfatter disse fire rammer i alt 305 forskellige stempler på 1864 udgaven.